Smartphones står ikke i vejen for gode naturoplevelser hos børn og unge

Først toner musikken ud af høretelefonerne, og høresansen vækkes. Så slukker musikken, og pigen sidder stille og lyttende, mens skovens lyde giver sig til kende og overtager hendes sanseverden.

Denne naturoplevelse er et godt eksempel på, at børn og unge i dag ikke oplever, at deres smartphones eller tablets står i vejen for den gode naturoplevelse. Det er et af de foreløbige resultater fra projekt ”Naturlig Teknik” under Center for Børn og Natur og kan læses i den netop udgivne forskningsrapport ”Børn og unges brug af teknologi til naturoplevelser”.

Projektleder Theresa Schilhab fra Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet siger om resultaterne:

”Vi ved fra forskningen, at naturoplevelser øger vores velbefindende og generelle trivsel, bl.a. ved at stimulere til fordybelse. Vi ved også, at den øgede brug af fx smartphones distraherer og sætter fordybelsen under pres. Vi havde derfor en forventning om, at naturoplevelser stod i modsætning til brug af teknologi. Det er virkeligt overraskende, at vi har fundet mange eksempler på, at teknologi faktisk også kan bruges til at give børn og unge gode naturoplevelser, ikke bare ved at åbne for sanserne, men i høj grad også ved at ”lukke naturen op” og motivere børn og unge til flere naturoplevelser.”

Rapporten viser også, at børn og unge kommer i naturen med mange andre formål end at søge fordybelse. Det er først senere i livet, når de er vant til at færdes i naturen, at de prioriterer fordybelse og behovet for at stresse af. Og netop her har teknologien et enormt potentiale. Den kan stimulere børn og unge til nye naturoplevelser, så de bliver nysgerrige og får lyst til at vende tilbage.

Nordea-fonden har støttet undersøgelsen og direktør Henrik Lehmann Andersen siger om resultaterne: ”Vi støtter initiativer, der kan inspirere flere børn til at komme ud i det fri og opleve naturen. Fra MTB-stier, outdoor-festivaler, apps og diverse digitale værktøjer. Derfor er det godt for os og de mange andre aktører at få et overblik over, hvad der findes af smartteknologi, og hvordan den bedst bruges for at befordre børn og unges oplevelser i naturen.

I de kommende år vil forskerne bag projekt ”Naturlig Teknik” undersøge, hvor gode de forskellige teknologier er til at fastholde interessen for naturoplevelser hos børn og unge. De ser bla. på den rolle sociale medier spiller i børn og unges naturoplevelser.