Gratis webinar: Unge i Naturen

Gratis webinar om
Unge i Naturen: Unges oplevede muligheder, evner og motivation for at gå til organiseret friluftsliv
31. marts 2025, kl. 15:30-16:30
Webinaret tager afsæt i projektet Outdoor FUN i Faaborg-Midtfyn Kommune, som følges af Ph.d.-studerende Mathilde Skov Kristensen fra SDU. Du får også seneste nationale tal om unges friluftsliv baseret på undersøgelser fra Center for Børn og Natur og Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning ved Københavns Universitet.
Program
- Velkommen til webinaret, inkl. nationale tal om børn og unges natur- og friluftsliv, Søren Præstholm, Center for Børn og Natur.
- Introduktion til Outdoor FUN, Lise Munksgaard, Faaborg-Midtfyn Kommune
- Unges friluftsliv i Faaborg-Midtfyns Kommune - spørgeskemaundersøgelse med 1097 unge, Mathilde Skov Kristensen, Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet.
- Erfaringerne fra initiativerne Outdoor FUN, Lise Munksgaard, Faaborg-Midtfyn Kommune
- Et ungeperspektiv på deltagelse i Outdoor
- Afsluttende tid til spørgsmål, deling af erfaringer og diskussion
Om Outdoor FUN
Friluftsliv kan styrke unges fysiske og mentale sundhed og have en positiv indvirkning på deres almene trivsel, tro på egne evner, sociale relationer og samhørighed med naturen. Nutidens unge tilbringer dog mindre tid i naturen både sammenlignet med yngre børn og tidligere generationer. På den baggrund undersøger vi, i samarbejde med Faaborg-Midtfyn Kommune og projektet Outdoor FUN, hvordan unge kan tiltrækkes og fastholdes i organiseret friluftsliv og få del i gevinsterne derved. Øget viden om dette kan understøtte civile og offentlige aktørers arbejde med at skabe gode rammer for unges deltagelse i organiseret friluftsliv.
Med afsæt i en spørgeskemaundersøgelse blandt unge (N=1097) i Faaborg-Midtfyn Kommune giver vi i oplægget indblik i unges oplevede muligheder, evner og motivation for at gå til outdoor-aktiviteter i Faaborg-Midtfyn Kommune.
I oplægget deler vi desuden konkrete eksempler på samarbejder, strukturer og aktiviteter, som er udviklet i projektet Outdoor FUN med henblik på at tiltrække og introducere unge til friluftsliv og bygge bro mellem aktiviteter i skole og fritidsarenaen.
På baggrund heraf diskuteres muligheder og udfordringer i arbejdet med at styrke unges deltagelse i organiseret friluftsliv.
Webinaret er arrangeret i samarbejde mellem Faaborg-Midtfyn Kommune, Syddansk Universitet og Center for Børn og Natur