Indsigt og udsigt i skoven - indvielse af læringsfacilitet og forskningsseminar
Fredag den 26. april indvier Skovskolen ”Indsigten”, der både er et læringsrum og en oplevelsesfacilitet midt i naturen i Grib Skov. Indvielse sker i forbindelse med Danish Outdoorfestival, som finder sted hele weekenden den 26. - 28. april. Efter den officielle indvielse afholder Center for Børn og Natur et forskningsseminar i de nye rammer.
”Indsigten” er blevet til efter et flerårigt samarbejde mellem Hillerød Kommune og Skovskolen med støtte fra TrygFonden og Lokale og Anlægsfonden. Den officielle indvielse finder sted kl. 15.30 med deltagelse af blandt andre Hillerøds borgmester Kirsten Jensen og Skovskolens forstander Thomas Færgeman. Alle er velkommen.
Forskningsseminar efter indvielsen
Efter den officielle indvielse afholder Center for Børn og Natur et lille forskningsseminar, som sætter fokus på nogle af de aktiviteter, som kan finde sted med afsæt i ”Indsigten”. Vi har også inviteret flere fonde med til seminaret, som man kan få en uformel snak med, hvis man har ideer til spændende projekter, men er på udkig efter finansiering.
Kl. 16-16.30: Theresa Schilhab fra DPU / Aarhus Universitet giver et indblik i det aktuelle forskningsprojekt Naturlig Teknik, som arbejder med at styrke vores viden om børn og unges brug af teknologi og sociale medier i naturen. Projektet undersøger, hvad der bruges af teknologi i naturen, hvordan, og hvad det gør ved børn og unges naturoplevelser.
Kl. 16.30-17: Erik Mygind fra Skovskolen / Københavns Universitet lægger op til dialog om brug af naturen til udeskole. Det gør han med afsæt i forskningsprojektet TeachOut, som er en af de største undersøgelser om udeskole (undervisning uden for klasseværelset), også i international skala.
17-17.30: Hvordan får jeg fonde til at støtte gode og spændende friluftsprojekter? Mød blandt andre Lene Rydal fra Nordea-fonden og hør om deres strategi for støtte.
Kl. 17.30-17.45: Afsluttende bemærkninger ved Søren Præstholm, leder af Center for Børn og Natur, og invitation til at gå på opdagelse på Danish Outdoorfestival ved studieleder for Friluftsvejlederstudiet, Mathilde Jensen.
Yderlige information
Søren Præstholm, leder af Center for Børn og Natur, tlf. 23 80 78 04, e-mail spr@ign.ku.dk