17. maj 2024

Mød Center for Børn og Natur på Naturmødet 2024

Mød Center for Børn og Natur på Naturmødet 2024


Center for Børn og Natur er til Naturmødet 2024. Hør faglige oplæg og samtaler omkring bålet eller i teltet på Green Square, hvis du skulle være i nærheden af Hirtshals den 23-25. maj. Find os på stand 31.

Program

Torsdag

16.00-18.00 ved bålet
Kom og vær med på vores (Pigespejder)Explorer-løb
De grønne pigespejdere udfordrer jer til at deltage på vores Explorer-skaffeløb. Her skal I rundt i det naturskønne område ved Naturmødet og finde mange finurlige, naturlige og udfordrende ting og sager. Finder I flest af de mange udfordrende elementer på vores liste, kan I forhåbentlig løbe med titlen som de ukronede Explorer-vindere 2024. (Vi lover, der er fede præmier på spil).

16.00-17.00 i lavvuen
Vilde Rødder: Biodiversitet i børnehøjde
Mød de gode kræfter i Vilde Rødder og bliv klogere på, hvordan vi kan engagere børn i alderen 6-12 år i praktiske aktiviteter, som skaber plads til mere vild natur, og hvordan vi kan lære børn om videnskaben bag naturen og give dem handlekraft, så de selv kan skabe levesteder til planter og dyr i børnenes fritid.

17.00-18.00 i lavvuen
Naturdannelse - bare endnu et begreb?
Oplæg med udgangspunkt i den teori og viden, der ligger bag Center for Børn og Naturs projekt ”Kom med ud” kombineret med egne praksis-erfaringer fra en hverdag med naturpædagogik på daginstitutionsniveau. Den efterfølgende samtale-baserede workshop vil handle om naturpædagogik som en løsning på trivsels, miljø, klima og biodiversitetskriserne, samt hvordan naturpædagogik kan leve og gro i institutioner med forskellige ressourcer og fysiske muligheder.

18.00-19.00 i lavvuen
Naturvejledning Danmark – Det faglige fællesskab for naturformidlere
Kom og mød en kollega eller interessefælle. og hør om foreningens aktiviteter. Vi fortæller om vores faglige netværk, nationale projekter, og hvordan vi arbejder for at styrke naturformidling som et samfundsaktiv.

18.00-19.00 ved bålet
Nature Connectedness – det teoretiske fundament for Naturdannelsen
Tanya Uhnger Wünsche forsker i Nature Connectedness i barndommen og har 25 års erfaring med at skabe naturoplevelser. Nature Connectedness forskningsfeltet har 50 år på bagen, men har hidtil ikke været så udbredt i Norden. Dog rummer forskningen svar og støtte til mange af de udfordringer og erfaringer, natur-praktikere står med i deres daglige virke.

19.00-21.00
Fællesspisning om bålet
Kom og mød en kollega fra natur- og friluftsverdenen og få en bid bålmad.

21.00-22.30 ved Roots Scenen
Nat i naturen - spot nattens dyr
Har du lyst til at spotte nattens dyr på en helt ny måde? Vi udforsker nattens dyr med en ”spotter”, som er en lille kikkert, der ser varmeudstråling fra dyr. Med en spotter ser vi pludselig nattergalen inde i busken, halsbåndsmusen i græstuen eller hjorten bag bøgetræet. Vi afslutter med kakao og hygge om bålet.


Fredag

10.00-11.00 + 11.00-12.00 for tilmeldte skoleklasser
Ådselsdamen og Den Døde Ræv
I teltet vil børnene møde et ådsel, stifte bekendtskab med særlige ådselsafhængige arter og få et indblik i, hvorfor det er vigtigt, at vi får flere ådsler i den danske natur. Eleverne konfronteres med temaet ‘død i naturen’ herunder forrådnelse, hvilket vil bygge på elevernes egne oplevelser og sanser og sættes i perspektiv til livets cyklus.

12.00-14.00 ved bålet
Kom og vær med på vores (Pigespejder)Explorer-løb
De grønne pigespejdere udfordrer jer til at deltage på vores Explorer-skaffeløb. Her skal I rundt i det naturskønne område ved Naturmødet og finde mange finurlige, naturlige og udfordrende ting og sager. Finder I flest af de mange udfordrende elementer på vores liste, kan I forhåbentlig løbe med titlen som de ukronede Explorer-vindere 2024. (Vi lover, der er fede præmier på spil).

13.15-14.00 ved bålet
Mød Nordea-fonden: Kan du få støtte til dit projekt?
Ønsker jeres forening at øge mulighederne for at flere kan komme ud i det fri og motivere flere til et aktivt natur- og friluftsliv? Kom og få en snak med Nordea-fonden om dine støttemuligheder.

14.00-15.00 i lavvuen
Hvorfor er pædagogerne meget modigere end lærerne, når det gælder om at tage børn med ud i naturen?
I skolen har man naturfag, og så skulle man tro, at naturen var en oplagt scene for fagene. Men når vi ser på praksis i førskole og skole, sker der et voldsomt fald i, hvor meget børnene kommer med udenfor. Mange daginstitutioner har rådnebure og går på opdagelse i skoven. I skolen er naturfagene tit noget, der foregår på kopi-ark eller portaler, og jo højere klassetrin, des sløjere står det til.

15.00-16.00 i lavvuen
Natur og compassion: At arbejde i naturen med trivsel og bæredygtig handlekompetence til kommende verdensborgere
I paraplyorganisationen Titibo arbejder alle børneinstitutioner med compassion, både i aktiviteter og gennem tilrettelæggelse af deres hverdag og rutiner. Compassion handler grundlæggende om at se den andens lidelse og føle evnen og lysten til at lindre den. Compassion, både for sig selv og andre, (herunder også naturen) kan læres og øves, og derfor tilrettelægger vi vores pædagogik, således at børnene oplever muligheder for at kunne give og modtage omsorg, finde ro, reflektere, opleve livglæde og fællesskab.

15.00-16.00 ved bålet
Outdoorbiblioteket – hverdagsnatur for børnefamilier
Silkeborg Bibliotekerne har forstærket deres indsats med udeliv, natur, dyr og science til børn og børnefamilie. Det skal være nemmere og endnu sjovere at komme mere ud i naturen. Kom og hør mere om de konkrete aktiviteter og tiltag, effekten og modtagelsen blandt kommunens borgere, og hør ikke mindst om det nyeste projekt, Bibliotekernes Naturpas, som Silkeborg Bibliotekerne i samarbejde med Billund Bibliotek og Friluftsrådet er i gang med at udvikle.

16.00-17.00 ved bålet
Masteruddannelse indenfor natur og sundhed – hvad kan jeg bruge en uddannelse til?
Naturen kan betyde rigtig meget for menneskers sundhed, og der er stor interesse for kunne bruge naturen til at fremme sundheden for forskellige målgrupper, eksempelvis børn og unge. Men hvordan kan man uddanne sig indenfor området? Hvordan kan uddannelse være med til at løfte kvaliteten i arbejdet og bidrage til en ændring i den måde, vi alle bruger naturen på? Hvad består en masteruddannelse af, og hvad får jeg ud af at tage et enkelt kursus? Her kan du møde studerende, der har taget en master i naturbaseret terapi og sundhedsfremme samt underviser og studieleder Dorthe Varning Poulsen.

18.00-19.00 ved bålet
Netværksbål for Natur og Kulturformidlere
Alle Natur- og Kulturformidlere inviteres til Netværksbål. Er du ved at uddanne dig til Natur- og Kulturformidler, færdiguddannet eller blot interesseret i at høre mere om erhvervet? Så tøv ikke med at kigge forbi til en sang rundt om bålet, faglig snak og ikke mindst hyggeligt samvær. Vi ønsker at sætte fokus på uddannelsen, og hvordan man kan sætte den i spil i erhvervet.



Lørdag

10.00-12.00 ved bålet
Natur til din hverdag - workshop
Kom forbi Green Square og prøv sjove og nærværende naturoplevelser med dine børn, som du nemt kan tage med hjem til den næste tur i naturen. Naturoplevelser er en essentiel del af et barns udvikling og trivsel og er grundlæggende for tilknytningen til naturen, også som voksne. Men i højere grad kommer børn ikke ud i naturen som tidligere generationer. Undersøgelser viser bl.a. at en travl hverdag og manglende inspiration kan være svaret på denne udvikling. Natur- og Kulturformidlerstuderende giver legende, nemme og sjove bud på aktiviteter, du kan lave sammen med dine børn i din nære natur. Kom forbi og prøv kræfter med naturaktiviteterne.

13.00-14.00 i lavvuen
Hvornår er naturen forbudt for børn?
Vi elsker alle sammen at se børn med røde kinder og blomsterkranse i håret, men naturen er meget andet end blomster og godt vejr. Naturen byder på død, forrådnelse, lort og rovdyr med inhuman jagtadfærd, og så er spørgsmålet: Hvilken formidler-rolle har vi overfor vores børn, når det gælder naturens barske sider? Må børn opleve alle sider af naturen? Og kan børn tåle, at man taler om hele historien?

Emner