Mød kræfterne i Center for Børn og Natur: Jens Troelsen
Hvordan er du involveret i Center for Børn og Natur?
Jeg er formand for styregruppen og repræsenterer SDU. Jeg har været med helt fra start. Her bestod mit arbejde meget af igangsætning, strategi, organisering og projekter. I dag handler det mere om videreførelse af centeret og bevillinger.
Hvad er din motivation i forhold til at arbejde med børns relation til naturen?
Børns underskud af naturoplevelser. Det er der ingen tvivl om, er min primære drivkraft. De har ikke de erfaringer, som generationen før dem har. Det er så skræmmende at tænke på de forskellige opgørelser om, hvor få børn der har hoppet i en vandpyt eller klatret i træer. Det beskyttelseslag, vi lægger over vores børn, er en kæmpe bjørnetjeneste. Fagligt er jeg meget optaget af, at vi får viden om, hvordan vi får børn ud i naturen, og hvilke oplevelser de får med sig. Jeg har arbejdet med forskning i friluftsliv, og her er naturen en helt naturlig arena for børn og unge at boltre sig i, hvilket giver sundhed på alle dimensioner: fysisk, psykisk og socialt. Plus det spiller ind i en klimadagsorden og miljøforståelse. Jeg synes, det er så vigtigt, at vi får de børn derud!
Hvordan bidrager dit arbejde hos Center for Børn og Natur til at øge børns forhold til naturen?
Det gør det ved, at jeg sikrer en organisatorisk opbakning til, at vi har forskning i børns og unges brug af natur og friluftsliv på mit eget institut på SDU, og at det er noget, vi prioriterer. I mit arbejde som formand af styregruppen hos Center for Børn og Natur er det ved at støtte op omkring centerets udvikling og være med til at sætte dagsordenen.
Hvordan understøtter Center for Børn og Natur dit arbejde?
Ved at vi får langt mere kvalificeret viden om børns brug eller manglende brug af naturen. Centeret hjælper os med at få empiri, så det ikke bare er følelser og synsninger, men kvalitative og kvantitative data, vi baserer vores viden på. Det smukke ved Center for Børn og Natur er også, at det ikke bare er et forskningscenter, men et forsknings-,videns- og praksis-center. Der ligger en kæmpe styrke i at arbejde på tværs af sektorer og kunne få adgang til andre ekspertiseområder og miljøer.
Find mere om Jens Troelsen hos Syddansk Universitet (sdu.dk)