18. marts 2024

Mød kræfterne i Center for Børn og Natur: Sally Anderson

Sally Anderson, Lektor emerita hos Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse
Sally Anderson. Lektor emerita hos Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse

Hvordan er du involveret i Center for Børn og Natur?

Jeg repræsenterer DPU i Center for Børn og Naturs styregruppe. DPU har blandt andet haft et stort projekt sammen med SDU, der hedder ”Naturlig Teknik”, som er støttet af Nordea-fonden via Center for Børn og Natur.

Hvad er din motivation i forhold til at arbejde med børns relation til naturen?

Jeg er i mange år kommet blandt samerne i det nordlige Norge og Sverige, hvor man ikke kan undgå at forholde sig til naturen. Jeg har også lavet feltarbejde i Danmark om børns forhold til sport, skole, religion og natur. I modsætningen til de samiske børn er et godt naturkendskab mindre nødvendigt for de fleste børn i Danmark. Når skoler, sportshaller og hjemmet er deres primære læringsmiljøer, er naturen og klimaet langt væk.

Hvis vi gerne vil, at børn får et forhold til naturen, skal der mere til end bare at sige, at de skal udenfor. Verdenssynet skal ændre sig, og vi skal have et bedre natursprog at tale ud fra. Vi kan synes, at et træ er ’flot’, vi kan elske bøgeskoven om foråret og synge salmer om naturen, men vores egen forbundethed med naturen har vi ikke rigtig et sprog for. Hvis man ser på mennesker, der lever og arbejder tættere på naturen, har de ofte et kæmpe ordforråd til at tale om dyr, planter, og vejrforhold. Mens vi kan give børn en masse erfaring med naturen, har vi ikke helt syr på den historie, vi vil fortælle for at hjælpe dem med at forstå deres forbundethed med til naturen. Myterne om træer, moser m.m. i Danmark kan genopleves, men vi har brug for et detaljeret og levende sprog, der taler til vores nutidige liv og erfaringer, så de mere instrumentelle fortællinger om naturen ikke fylder det hele.

Hvordan bidrager dit arbejde hos Center for Børn og Natur til at øge børns forhold til naturen?

Jeg ønsker at bruge min viden og erfaringer som antropolog til at skubbe til samtaler, der kan øge vores natur-ordforråd. Jeg forsøger også at inddrage viden fra andre lande, at løfte blikket lidt og at følge med i, hvad der sker andre steder i verden, ikke mindste blandt mennesker, der lever i en tættere relation til naturen.

Hvordan understøtter Center for Børn og Natur dit arbejde?

Center for Børn og Natur er en kæmpe guldgrube af information om, hvad der sker på området i Danmark, og af gode partnere og andre forskere, man kan spare med. Det er desuden et godt sted at opbygge et institutionelt netværk.

Find mere om Sally Anderson hos hos Aarhus Universitet.

Emner