Mød kræfterne i Center for Børn og Natur: Winni Grosbøll
Hvordan er du involveret i Center for Børn og Natur?
Jeg er direktør i Friluftsrådet og sidder med i styregruppen hos Center for Børn og Natur. Friluftsrådet er med i centeret, fordi vi har en vision om at få alle danskere ud i naturen. Vi er en paraplyorganisation og kommer med 85 medlemsorganisationer som fx Spejderbevægelsen, Danmarks Jægerforbund, DGI og Danmarks Sportsfiskerforbund. Jeg har derfor et stort bagland af mennesker, der hver eneste dag har børn i naturen.
Hvad er din motivation i forhold til at arbejde med børns relation til naturen?
Jeg er selv opvokset på Bornholm og har haft en privilegeret barndom, hvor jeg har brugt tid i skoven, på klipperne og på stranden hver sommer. Det er en personlig motivation at være med til at give de danske børn den mulighed. At få adgang til naturen, komme i naturen og vide, hvad den kan. Lige nu har vi fokus på de mentale fordele ved naturen. Hvad er det, naturen kan give mennesker, der er presset eller mentalt udfordret? Jeg har hørt en klog mand sige, at i naturen er der ingen taber. Rigtig mange af de steder børn og unge kommer, er der noget på spil. Du skal præstere. Naturen er præstationsfri. Samtidig er naturen altid ny. Der er et eventyrelement i, at den forandrer sig. Nogle gange er der meget vand i bækken, andre gange ikke. Men der skal være nogen til at vise det. At en voksen tager et barn med ud i skoven og viser naturen, tror jeg er vigtigt.
Hvordan bidrager dit arbejde hos Center for Børn og Natur til at øge børns forhold til naturen?
Sammen med Center for Børn og Natur har vi lavet et naturdannelsesprojekt med rapport om begrebet naturdannelse og med praktiske øvelser til skoler og institutioner. Vi har også programmerne ’Grønt flag’ til skolerne og ’Grønne spirer’ til institutionerne, ligesom vi også efteruddanner pædagoger i daginstitutionerne. Det spænder vidt.
Hvordan understøtter Center for Børn og Natur dit arbejde?
Forskningen er vigtig for os. Vi er politiske interessevaretagere. Vi varetager derfor interesser på Christiansborg og overfor kommunerne. Her er det ret vigtigt at have opdateret viden og basere sig på faglig viden. Den viden får vi adgang til hos Center for Børn og Natur.
Find mere om Winni Grosbøll hos Friluftsrådet