Brændenældefibre og tøjproduktion


Fag
: Historie, materielt design, natur/teknologi
Klassetrin: Fra 4. klasse og opefter
Årstid: sommer/efterår
Så lang tid tager det: ca. en lektion

Ting du skal bruge

  • Handsker til eleverne, flere kan deles om et par.
  • Et godt sted med mange store brændenælder.
  • Måske en saks / havesaks.

Formål
Formålet med aktiviteten er at eleverne arbejder med bæredygtig tøjproduktion og kendskab til forskellige materialer, tøj kan fremstilles af.

Forberedelse
Eleverne kan med fordel have kendskab til forskellige materialer, tøj fremstilles af. De kan have talt om og rørt ved organiske fibre som bambus, træ, uld, hør og bomuld, og have talt om polyestertøj.

I Historieundervisningen kan der arbejdes med bronzealderens dragter og tøj, der kunne være fremstillet af blandt andet nælder se fx artikel på Videnskab.dk om Nordeuropas ældste tøjstykke og artikel på Information.dk om kropssynet gennem tiderne

Ældre elever kan også arbejde med tøjproduktionens miljømæssige konsekvenser, se fx artikel hos Forbrugerrådet Tænk om tøjpoduktion.

Sådan gør du
Fortæl eleverne at i selv skal fremstille et armbånd af nældefibre. Lad eleverne hver plukke/ klippe en stor nælde. Lad eleverne afgrene den ved at stryge hårdt nedefra og op med handsker på.

Knæk fibrene i stilken – her kan eleverne med fordel banke på stilken fx med en gren over en sten, eller de kan nuldre fibrene. Selve træmassen falder af i små rektangler, og fibrene bliver tilbage. Lad eleverne to og to sno fibrene og lægge dem sammen, så får de et kort reb / lille armbånd, I kan binde om håndleddet. Det holder i mange dage.

Baggrund
Tøjproduktionen i dag er en af klima- og miljøsynderne, og danskerne har et stort tøjforbrug. Her ser eleverne, at der kan findes alternative materialer. Eleverne får mulighed for at se hvordan en plante, der i dag betragtes som ukrudt, kan anvendes og har været anvendt som tøjfibre. Eleverne fremstiller selv et tyndt armbånd.

Kilder