18. maj 2020

Disciplin

Af Karen Barfod.

Udeskole rummer elementer af uforudsigelighed og oplevelser, og underviseren træder ind i et samvær, der rummer risiko. Risiko for at der sker noget, der ikke er rationelt og entydigt, men usikkert, uforudsigeligt og umåleligt. Men undervisning har jo mål og retning, så hvordan balanceres der mellem det uforudsigelige og det sikre? Mellem det vi har planlagt der skal ske, og det der så kommer til at ske?

Oplevelser eller opløsning?

Metodisk kan det udmønte sig i den disciplinering gennem vaner og rutiner, der er med til at skabe en orden så undervisning kan foregå. Oplevelser bør give eleverne lyst til at opleve og lære mere for at være af positiv betydning for elevernes undervisning (Dewey, 1938). En udeskole-oplevelse med angst eller negativ usikkerhed, kan være betydningsløs eller i værste fald ødelæggende i undervisningssammenhæng. Skolens disciplinering (Von Oettingen, 2016) er derfor vigtig til at rammesætte en undervisning, hvis indhold er åbent overfor undersøgende arbejdsformer.

Rytmer og rutiner

Skolens disciplinering og et-tallets tyranni (en lærer, et fag, en time, en årgang, et lokale) opløses i udeskole, men undervisningen må ikke gå i opløsning. Derfor må læreren arbejde med rytmer og rutiner. Hvor mødes vi, og hvordan starter vi dagen? Nogle elever har glæde af, at man også ude anvender piktogrammer for hvad der skal ske i løbet af dagen, så de ved hvad der skal ske. Og det kan også være en god ide at lave faste gå-makkere, faste arbejdsgrupper, rotation mellem hvem der må trække vognen, tænde bålet, samle knive sammen eller lave andre attraktive opgaver. Det skaber en ro for både elever og lærere, og det kan give plads til at fokusere mere på undervisningens indhold, og samtidigt inddrage de ekstra oplevelser, forstyrrelser og uventede begivenheder der måtte indtræffe.

Det tager tid

Og lige som med al anden undervisning, så tager det lidt tid at indarbejde gode rutiner. Men når de er der, er de til glæde for både elever og voksne. Udeskoles didaktik kan nemlig ses som en ’udfordringens didaktik’ på flere niveauer. Dels idet det frie rum udfordrer disciplineringen, og samtidigt idet det udfordrer læreren med arbejdet med indhold og form af undervisning. Men det kan godt lade sig gøre.