25. september 2020
Er det mærkeligt at kramme træer?
Af Anne Mette Glarbo.
I den her uge har Tinderhøj Skole Naturvidenskabsfestivals uge om Store Opdagelser. 2.B er på opdagelse i skoven. Klassen har været i skoven ved Vestvolden, de har stået i tågen og lyttet, de har inde i klassen lyttet til skovens lyde, set Vilde Vidunderlige Danmark fra DR om skoven, og de har haft en mindfulness øvelse med skoven som scene.
Og så har de krammet et træ.
”Det var som at kramme min mor eller far”
”Træet blev min ven”
”Det var som om jeg var ét med træet”
”Det var som om træet krammede mig tilbage”
”Det var lidt mærkeligt”
”Det var sjovt”
Elevernes svar på spørgsmålet ”Hvordan var det at kramme et træ?” er overraskende positive. En enkelt siger, det er mærkeligt. Og ellers er responsen som de citater oven over.
I dag er det båldag og historiefortælling. Fokus betyder ”ildsted” og inden vi satte os ud, så beskrev eleverne begrebet fokus med det modsatte at være helt oppe at køre, at man bare kunne forsvinde helt ind i noget og glemme alt andet. Udenfor starter vi bålet op og taler om ilten, der skal til, for at ilden kan få fat i birkebrændet. Vi bygger bålet op med små stykker og passer på ilden, før knuderne lægges på. Så sætter vi os og får læst en fortælling op. En værre løgnehistorie. Klassen sidder stille. Mere stille end normalt bemærker læren efterfølgende. Nogle elever har brug for at sidde og pille ved en pind, én sidder og tegner med kul på stenene.
Så spiser vi 10’er-mad og holder pause. Maden spises ved bålet, og nogle elever vælger også at holde pausen ved bålet. Der kommer elever fra 0.klasse og får varmen. I pausen er alle velkomne til at sidde omkring bålet. Synger man stadig ”Vi har lejrbål her”? Spørgsmålet dukker op i pausen sammen med tanken om fællessang, sangen som historiebærer og vi beslutter os for at samle os om bålet igen med netop fællessangen som et ekstra element til fokus.
Samhørigheden efter pausen gendannes rundt om bålet med lejrbålssangen. Et par spejdere kender flere lejrbålssange, men kan ikke huske melodien, så vi fortsætter dagens program med et runde-eventyr. Nu skal der fortælles som i gamle dage. Det levende ord og historiefortællingen som underholdning. Alle omkring bålet skal sige en sætning hver, og vi skal være fokuserede, så historien hænger sammen. Det bliver til to drama-komedier om heste, bomber, candy floss og et stort person galleri med blandt andet flyvende børn.
Bålet er ved at brænde ud. Vi skal ud til træerne og sige tak for ilt og tak for varme. Vi skal kigge op og se bladene danse i vinden mod den blå septemberhimmel. I to minutter står børnene og krammer deres eget træ. Lærerne fandt på idéen få dage inden. Det startede som en hø-hø på lærerværelset, for i udgangspunktet er det mærkeligt, i hvert fald anderledes, at kramme et træ. Men dér ude i nuet, med 22 elever omfavnende deres eget træ, nogle endda liggende og svære at trække tilbage til ildstedet, fordi de havde ”gang i noget ro”, lige dér gav det så meget mening og var så fint. Det sjove blev erstattet af en fornyet respekt for vores forhold til naturen, og det som naturen kan give os mennesker.
Tænk hvad det kan sætte i gang, hvis næste generation krammer træer og siger tak til træerne, uden at det er mærkeligt.