Personkarakteristik-stafet


Fag
: Dansk
Klassetrin: Mellemtrin
Årstid: Alle
Så lang tid tager det: 1 lektion

Ting du skal bruge

  • Spande
  • papir
  • skriveredskaber
  • sakse

 
Formål
Variation og dynamik i litteraturundervisningens arbejde med en teksts personer

Forberedelse
Vælg en læsetekst, som I skal arbejde med

Eleverne skal selv formulere udsagn om tekstens personer før stafetten, men læreren kan evt. også formulere nogen for at sikre grundighed og nuancer.

Sådan gør du

  1. Læs teksten
  2. Eleverne skriver udsagn om tekstens personer på hver et stykke papir. Ord eller sætninger – men uden subjekt (ligesom i sms-sprog). Skriv så mange udsagn som muligt.
  3. Udsagnene klippes ud i nogle strimler, og alle strimlerne lægges i en spand.
  4. Gå ud på sportspladsen. Fordel skilte med tekstens personers navne ud over pladsen (sæt fast på jorden med en pløk). Sæt en spand ved siden af hvert navn (eller: Skriv ét personnavn på hver spand).
  5. Eleverne sætter sig rundt omkring i græsset 3 og 3. En elev fra hver gruppe henter et udsagn i fællesspanden; tager det med tilbage til gruppen; diskuterer hvilken person udsagnet beskriver bedst, og sender en ny elev hen til spanden, der hører til den person. Læg strimlen i spanden, og gå tilbage til gruppen.
  6. Dette gentages, til alle strimler er fordelt i spandene.
  7. Gå ind i klassen igen, og tal om tekstens personer og personrelationer ved at se på strimlerne én ad gangen.

Baggrund
Personkarakteristik i forbindelse med litteraturlæsning er en udbredt aktivitet i danskfaget på alle trin. At beskæftige sig med tekstens personer er altid en god indgang til tekstens andre lag. Med en personkarakteristik-stafet frem for en skriftlig personkarakteristik kan man måske gøre denne indgang mere dynamisk og bero på fælles drøftelser frem for mere individuelle spørgsmål-svar-aktiviteter. Bevægelsen fremmer måske ikke forståelsen i denne aktivitet, men den kan give et godt afbræk og en god variation, og aktiviteten er ganske kort og overkommelig.


Forfattere: Dorte Eggersen og Edith Skibsted