Stedbaseret skrivning i og om lokalområdet
Fag: Dansk
Klassetrin: Mellemtrin, evt. udskoling. (Evt. indskoling ved brug af børnestavning/opdagende skrivning)
Årstid: Alle
Så lang tid tager det: 4 lektioner + respons
Ting du skal bruge
- Diktafon og kameraer (mobiltelefoner)
- Et eksemplar af GVF-avisen (lokalavis fra Risskov ved Aarhus)
Formål
- Læring om sprog og avisgenrer: portræt/reportage
- Viden om eget lokalområde aktuelt og historisk
Forberedelse
- Forbered en fælles analyse af modeltekst
- Tag kontakt til lokale handlende mhp. besøg (eller lad eleverne gøre det)
Sådan gør du
- Præsenter lokalavisen ”GVF-avisen” fra Risskov for eleverne (gvf-risskov.dk eller anskaf bladet)
- Drøft: Hvad er lokalavisens formål og funktion? Hvilke artikeltyper? Hvad er deres funktion?
- Vælg og nærlæs en portrætartikel fra GVF-avisen (portræt af en lokal butik og dens indehaver)
- Analysér artiklen på makro- og mikroniveau i en ”fælles dekonstruktion” (layout, struktur, tekst/billede, sætningslængde, syntaks, ordvalg, etc).
- Send eleverne på research i lokalområdet. Hver gruppe besøger en lokal butik (husk at tage kontakt i forvejen – det er også en god øvelse for eleverne). Interview og fotografering.
- Tilbage på skolen: eleverne skriver deres egen artikel om en lokal handlende. Brug GVF-avisens artikler som modeltekster.
- Få evt. lokalavisen til at udgive elevernes artikler!?
Baggrund
Skolens arbejde med elevers skriftlighed kan kvalificeres og motiveres ved at have et formål og ved at handle om noget uden for skolen. I denne aktivitet skal eleverne søge viden om lokalområdet i lokalområdet, samtidig med at de skal tilegne sig viden og færdigheder om sprog og tekster, idet denne viden skal formidles til andre. Forløbet er inspireret af:
- Derewianka, B. (1990). Vilde med sten. I: Bock, K., Bonderup, H., Christensen, M.V., Eggersen, D.V., Gøttsche, N.B., Holmgaard, Aa., Rydén, M.-M., Svendsen, H.B., & Tetler, S. (2017). Genrepædagogik – og andre nye veje i læse- og skriveundervisningen. Hans Reitzels Forlag.
- Gruenewald, D.A. (2003a). Foundations of Place: A Multidisciplinary Framework for Place-Conscious Education. American Educational Research Journal, 40, 619-654.
- Eggersen, D.V. (2017). Danskfag i udeskole. I: Ejbye-Ernst, N., Barfod, K., & Bentsen, P. (red.), Udeskoledidaktik – for lærere og pædagoger. Hans Reitzels Forlag.
Forfattere: Dorte Eggersen (idé) og Edith Skibsted (teknik)