11. november 2020

Vi skal skrive ude, men det er vådt

Af Karen Barfod.

Tit har man brug for at eleverne skriver, når de er ude. Og når det er vådt kan det volde problemer med papir, tusch og kuglepen. Også laminerede ark er svære at skrive på med ’permanent marker’ når det er vådt ude. Der er alligevel både nogle praktiske, men også nogle didaktiske muligheder for at få notater, sætninger og tekst med ind til videre bearbejdning.

Papir

Papiret må ikke være for tyndt eller af for dårlig kvalitet. Almindeligt kopipapir er ofte lavet af genbrugspapir med lidt kortere fibre, og går let i stykker når det bliver vådt. Hvis det er muligt, så få fat på en pakke lidt tykkere papir og brug den, når I er ude.

Underlag

Mange lærere bruger plastmapper med clips eller masonitplader som skriveunderlag. Det er også fint, så længe det ikke øs regner. Der findes regnfrakker til skriveunderlag, men de er dyre og lidt uhåndterlige for eleverne.  For nogle fungerer det, at eleverne skriver i små bøger med fast ryg (som fx Kinabøger, men her er papiret lidt tyndt).

Blyant

Skriv med blyant. Hvor tusch og kuglepen strejker på fugtigt papir, så kan en almindelig grå blyant godt skrive. Det kan være en fordel, at blyanterne er forholdsvist bløde, fx Staedler eller Stabilos 2B blyanter.

Noter

Eleverne skal lære at tage notater. Arbejd med eleverne, så de ikke behøver at skrive fyldige sætninger, men træner notatteknik.

Telefon

Nogle gange kan et billede være notat nok. Eller telefonens knapper kan anvendes til noter, hvis eleverne har dem med.

Forbered

Hav alle eventuelle arbejdsark gennemgået inden I tager ud. Vær helt tydelig med hvad det er I skal arbejde med, og arbejd eventuelt også med måder at memorere eller huske ting på. Skal eleverne arbejde med et tekststykke fra en salme, et digt eller en novelle, så kopier og laminer den på forhånd.

Og til sidst

Uderummet er godt til mange læringsformer, der involverer krop, sanser og handlinger. Hvis vejret er rigtigt vådt, så prøv at sno dig udenom de teksttunge læringsaktiviteter og lav dem i det rum, de er bedst i. Inde.