Naturinstitutionen Børnehuset i Fensmark

En fyrtårnsinstitution i projekt Kom med ud

Af Dorte Stokholm og leder Janni Kjerulff

”Vi arbejder altid i små grupper, og vi giver børnene naturoplevelser hver dag i en eller anden form.”

Særlige styrker

• Børnehuset ser sig selv som en naturinstitution, ikke en udeinstitution, for de er ikke ude hele tiden, men de prioriterer naturen, naturoplevelser og naturmaterialer i hverdagen.
• Alle læreplanstemaer bringes i spil udendørs, og naturen bringes indenfor, når der arbejdes med temaer, for eksempel det nært forestående karneval, hvor udklædning, instrumenter og pynt i høj grad er baseret på naturmaterialer.
• De prioriterer at arbejde i små grupper med 6-7 børn, fordi det giver en større nærhed og tættere dialog med børnene. De tager gerne afsted i hvert fald tre gange om ugen. En god tur kræver god tid. Tit tager den to-tre timer, og der kan ske mange uventede ting på vejen ud og hjem. Man skal være fleksibel, ikke altid lægge sig fast på, hvor langt eller hvad man vil nå.
• Alle faste steder har navne, fx Pippis mor, Gryden, Vores sted i mosen, Rævehullerne, Fugletårnet og Majsmarken, så børnene ved, hvor de skal hen, og hvor langt de skal gå. Stedernes navne og børnenes erfaringer og forventninger er en vigtig del af det at have nogle faste steder.

Erfaringer og gode råd om pædagogisk arbejde i grønne omgivelser

• Start i det små med ture ud af huset og lad være med at tænke det for stort fra starten.
• Formuler mål med turene, uanset om det er at mærke vinden, fange haletudser eller gå på opdagelse langs en sti.
• Tal med børnene om det, de hver især har oplevet, også når I komme hjem fra tur.
• Giv jeres steder navne efter særlige oplevelser eller fortællinger.
• Lær af hinanden. Del ideer, viden, steder og erfaringer.
• Vær nysgerrig, åben og fleksibel.
• Lav huskelister til forældrene. (Lad være med at vaske flyverdragten hele tiden, lad den tørre og børst den af, og forvent at der skal købes flere par vanter til en vinter.)
• Inviter forældre med på ture, så de får indblik i, hvad børnene oplever, hvad de er optaget af, og hvordan det er at være på tur. Og del billeder med forældrene.

På besøg hos Pippis mor

Det er en af den slags efterårsdage, hvor solen skinner fra en meget blå, skyfri himmel, og blæsten rusker i træerne og hvirvler de visne efterårsblade op i luften. Inden for i den gamle, gule direktørbolig er der ret stille, så jeg går ud i haven. Der høres stemmer inde fra en stor gul lavvu. Der bliver talt om mælk, knogler og muskler. Nogle børn taler ivrigt med: ”Vi har alle sammen knogler indeni!”

Jeg stikker hovedet inden for og bliver budt velkommen. Børnehusets ældste børn sidder i små grupper ved lave borde rundt om en varm brændeovn. Janni, der er pædagog og leder, minder børnene om, at de har talt om, at der skulle komme besøg i dag.

Morgensamling i lavvuen med mælk og frugt før dagens besøg hos Pippis mor.

Da de er færdig med frugt og mælk, bliver de råbt op én ad gangen og sendt ind for at tisse og pakke hver sin rygsæk med madpakke og drikkedunk. I dag skal 14 børn besøge Pippis mor. Alma, der er medhjælper, skal også med. Hun er lige blevet flyttet fra vuggestuen ind i børnehaven. Børnene bliver guidet på plads to og to, mens de venter ved lågen. Janni bruger lidt tid på at skabe ro i flokken denne mandag morgen, hvor alle lige er kommet tilbage fra efterårsferie.

Der er kun nogle få hundrede meter op til Pippis mor, men undervejs er der mange navngivne steder at besøge. Den første del af turen følger en vej, og der holdes øje med, om der kommer biler. Børnene har helt styr på, hvor langt de må gå eller løbe på egen hånd, og der er faste stoppesteder, hvor man skal vente på de andre.

Ved Broen, en smal bro over en grøft omgivet af pilekrat, samler Janni gruppen og fortæller om De tre bukkebruse. ”Hvis I kigger ned, så kan I se, at der er slet ikke nok græs her, så vi skal over på den anden siden til det dejlige grønne græs derovre.” Janni agerer trolden og instruerer gennem fortællingen børnene til at agere de tre bukkebruser i små grupper. De ældste børn kender replikkerne og fører an, mens de mindste gyser og griner med.

Senere kommer vi til Bakken, en græsklædt skråning mellem to bebyggelser, som er et godt tumlested, hvor der eksperimenteres med mange måder at løbe op og ned, gå baglæns op, trille og kravle ned ad bakke. Bakken er også god som kælkebakke.

Skulpturen ”Høstkvinden”, eller Pippis mor, som børnene i Fensmark kalder hende, er et hyggeligt og velkendt samlingspunkt og turmål.

Oppe ved kirkediget mellem alleens store træer finder børnene Pipis mor. En skulptur, som forestiller en liggende kvinde. Nogle børn tager et hvil op ad den store krop, mens de kigger ud over landskabet med mosen og skoven på den anden side af markerne. En pige lægger mærke til, at der er dryppet stearin på skulpturens ene bryst, så hun finder en pind og bliver dybt optaget af at fjerne det.

Janni samler børnene omkring skulpturen for at fortælle om Pippis mor. Den hedder egentlig Høstkvinden, hvilket en gruppe ældre kvinder på en bænk i nærheden påpeger, og de fortæller ivrigt og bestemt, at høstkvinden hviler sit hoved på et neg. Janni fortæller, at for børnene i Fensmark er det altså Pippis mor. Historien er, at Pippis mor er død og er blevet til en engel med vinger, og hvert nat flyver hun til alle børnene for at se, om de sover godt.

Madpakker i det fri med blæst, solskin og efterårsløv i mange farver.

Der er en rolig og afslappet stemning, alle hygger sig. Børnene finder madpakker frem og sidder i små grupper omkring skulpturen i læ for vinden. Mens de spiser, drøner visne blade forbi på Kirkestien og hvirvles op i luften.

Tre drenge sidder med deres madpakker og kigger ud over markerne, og de får øje på de høje skorstene nede i byen: ”Se, der og der og der og der.” ”Nøj hvor store.” ”Øj, hvor sejt.” ”Der arbejder min farfar.”

Et par drenge har trukket sig lidt væk fra gruppen og hygger sig op ad et træ med huerne nede over øjnene.

Turen hjemad går strygende ned ad bakken med vinden i ryggen og armene bredt ud til siden som vinger. Ved et af de sidste stoppesteder lige før vejen hopper nogle børn ned fra nogle store lindetræers knudrede rødder. Det giver god øvelse i at holde balancen og at falde rigtigt, når man alligevel mister den.

To piger bliver optaget af blæsten, der skubber til dem, og de løber grinende frem i modvind og lader sig puffe bagud.

Hjemme i Børnehuset finder børnene sammen i små legegrupper, nogen vælger at lege videre med dem, de har været på tur med, mens andre finder sammen med nogle af de børn, der har været hjemme om formiddagen.

Da klokken nærmer sig halv et, bliver der gjort klar til den daglige siesta. Alma breder tæpper ud på græsset, og Janni finder afspilleren, så børnene kan høre en historie. Det er ikke nemt at være helt stille, men efterhånden falder der ro over gruppen i blæsevejret. Det lader til, at de tyve minutters hvil giver børnene mulighed for at slappe af og få lidt ro i hovedet, inden de fortsætter eftermiddagens leg i haven.

Haven

Det var et bevidst valg fra starten, at haven ikke skulle være en egentlig legeplads. Haven skal være et sted, hvor børnene kan slappe af og lege mere stille lege. Det har de brug for, når de kommer tilbage fra tur, hvor de har været fysisk aktive. Her lærer de at lege med hinanden på tværs af alder og køn, for når institution er så lille, er der ikke altid så mange jævnaldrende. De lærer at tage hensyn til hinanden, for hvis de vil have nogen at lege med, må de respektere hinandens grænser og formåen, fortæller lederen.

Det mest iøjnefaldende og vigtigste er lavvuen. Den er det daglige samlingssted, og fordi de har installeret en brændeovn, kan lavvuen bruges hele året. Gennem teltdugen kan man høre vinden og regnen, og man kan se skyggerne fra træerne udenfor, når det er solskin. Det giver ofte anledning til at snakke om vejret.
Oprindeligt var det planen, at der ikke skulle være nogen legeredskaber i haven, men de måtte erkende, at der var nødt til at være noget, der kunne inspirere og sætte fantasien i gang, f.eks. en bil lavet af træ, hvor de leger, at de kører til Bonbonland, og tre heste lavet af træ.

Køkkenvask og toilet – afhængig af legen og fantasien.

Der er også en stor sandkasse, et legehus med købmandsdisk, et komfur og en håndvask, som begge er lavet af en træstamme. Håndvasken agerer af og til toilet i børnenes leg. For nylig Børnehuset desuden fået lavet et par tipier og et par sofaer ud af paller til stor glæde for børnene.
Der er også en sansehøj med stier på langs og på tværs og små bede med planter, der dufter eller kan spises, og hvor man finder små insekter. To rivenet danner en tunnel, som man kan kravle gennem. Nogle brombærbuske skal med tiden gøre den helt overdækket. En række nedgravede stammer og en bakke giver motoriske udfordringer.

Bagerst i haven danner nøddebuske et tæt krat. Her kan børnene lege for sig selv uden at føle sig overvåget. Ved siden af krattet finder man mudderhullet, som er et hul i jorden, hvor børnene må grave alt det de vil, og hvor de kan blive vældig beskidte. De elsker det sted.

Pilekrattet er et yndet sted, når man vil lege sammen for sig selv.

Andre tursteder

Ud over Kirkestien med de mange gode steder undervejs, bl.a. Broen, Gryden og Bakken, Pippis mor ved kirkediget og udsigten over byen og det åbne landskab besøger Børnehuset også ofte Holmegårds Mose. Det er et meget varieret område med mange forskellige tursteder, bl.a. krat, skov, vandhuller, fugletårn og rævegrave.

Turen til fugletårnet er lang, så børnene skal være robuste nok til at komme med. Der bliver målet med turen ikke kun at komme til fugletårnet, men også det sociale i gruppen, omsorg og samarbejde, at børnene støtter og opmuntrer hinanden til at klare turen. Undervejs kan børnene opleve både natur og dyrkede marker, der ændrer karakter og giver forskellige opleveler og udfordringer året igennem. Det kan være fysisk hårdt at gå på stubmarken efter, at majsen er høstet.