Børnehuset Kølvrå ved Karup

En fyrtårnsinstitution i projekt Kom med ud

Af Brian Lassen og leder Susanne Franz Jensen

”Vi følger børnenes initiativ ud fra vores overordnede pædagogiske mål – uanset om det så er krible-krable eller indsamling af skrald og dennes betydning for naturen og dyrene.”

Om institutionen Børnehuset Kølvrå er en kommunal integreret institution. Institutionen opfatter sig ikke som naturinstitution, men benytter naturen og uderummet meget i den pædagogiske praksis. Legepladsen er stor, og der er på selve legepladsen også en ”skov”; det er sådan børnene omtaler arealet bagerst på legepladsen, hvor der er træer, buske, stier, huler. I skoven er der både kirsebærtræer, mirabelletræ, frugtbuske og løvtræer. Der er ca. 50 børn i børnehaven og 20 i vuggestuen. Institutionen ligger med en skov som nærmeste nabo, kun en mindre villavej skal passeres, inden man kommer ind på en grussti, der fører til skoven. Dette gør det meget nemt for at tage på tur.

Særlige styrker i Børnehuset Kølvrå 

• Et stort udeareal der giver institutionen mange muligheder i dagligdagen.
• Let adgang til mange forskellige steder i naturen.
• Et fælles fokus på børns medbestemmelse i dagligdagen.

Gode råd til andre institutioner i det daglige pædagogiske arbejde i grønne omgivelser

• Giv plads til børns medbestemmelse og nysgerrighed som en motivationsfaktor på ture i naturen.
• Sæt en ramme for, hvad man ønsker at have ud af en tur.
• Hvis det er muligt, så skab et sted på institutionens udeareal, der vokser lidt vildt med træer, buske mv. så man kan gemme sig og blive lidt væk.
• Trivselspotentialet er stort i uderummet, da der er mere plads til det enkelte barn.
• Trods vejret og gå ud – for børnenes skyld.

Morgensamling

Jeg fulgte fra starten af dagen Loppegruppen - den ældste børnehavegruppe. Klokken lidt i 9 er der frugt og knækbrød i gruppens rum. Et rum med to borde og skamler, bøger, legetøj, en stor skærm og store vinduer, der vender ud mod legepladsen. Der er 11 børn i gruppen, alle spørgelystne om hvad jeg er for én! Jeg fortæller, at jeg har fået lov at se, hvad de laver sådan en dag, fordi jeg har hørt, at de laver noget spændende. Det kan de bekræfte!
Pædagogen Carina fortæller, hvad der skal ske, mens børnene spiser. Gruppen skal på tur i skoven, og der er tre ting de skal have med:

1. Svampebogen – sidst de var afsted var der mange svampe. I dag vil de se om deres svampe er vist og beskrevet i bogen.
2. iPad – børnene kan tage billeder af de svampe, de finder på turen, så gruppen kan tale om dem på et senere tidspunkt.
3. Skraldeposer – selvom turen er en svampetur, så vil det skrald, gruppen finder på turen, blive taget med i posen.

På tur i skoven

Stemningen før turen er god. Der bliver tisset på skift, vasket hænder, børnene finder deres regntøj, og i løbet af 10 minutter står alle børn klar foran døren til at gå. Det er en fugtig, mild og meget blæsende dag.

Udenfor starter turen hånd i hånd to og to, da vi skal gå langs vejen et lille stykke og derefter passere en anden vej. Derefter er det mere frit, om man holder i hånden eller går selv. Blot er der altid en fortrop bestående af pædagogen Carina og en bagtrop bestående af pædagogmedhjælperen Mie. Det er en fast regel, når grupperne er på tur, og børnene bliver mindet om, at de skal kunne se en voksen, der hvor de er. Det vil sige, at børnene godt kan løbe lidt i forvejen, de kan stoppe op, gå ind i skoven mv.

Vi går på en grusvej, der er så lang, som øjet rækker. Til begge sider er der skov. Denne morgen har regnen fra morgenen sat sit præg på vejen i form af store vandpytter, som bliver flittigt og begejstret undersøgt. Carina og børnene har ”en form for” aftale om, at det med at hoppe i vandpytterne er noget, der hører til i slutningen af en tur - men for nogle af børnene er det nu fristende liiiige at hoppe bare lidt. Et par børn gør det til en rutine at lave langhop over de vandpytter, de møder på deres vej, og dette imiteres hurtigt af en del andre børn. Længdespring over vandpytter bliver et lille hit på denne formiddagstur.

På turen kommer vi forbi en stor, flad trailer uden sider på. Et barn begynder at balancere på den, og straks følger næsten alle andre med. Det er en glimrende udfordring i forhold til at balancere, med både brede ståflader og tværgående mere smalle flader. Kun fordi et barn spørger, om de da ikke snart kommer og hopper i vandpytter, forlades traileren.

Tilbage på sporet er vi på vej til dagens bestemmelsessted. Efter lidt tid stopper en af de bagerste børn op og peger ind i skoven. ”Carina, jeg har fundet en svamp” siger han. Carina kalder de forreste tilbage, og de går sammen ind i skoven for at se nærmere på fundet. De tager bogen frem, for de mener, at de kan finde præcis den svamp i bogen. Der bliver også taget billeder af svampen. Det viser sig hurtigt, at det ikke er den eneste svamp. Snart er der et af de andre børn, der siger, ”jeg har fundet en svamp”. Den næste halve time er sætningen, ”jeg har fundet en svamp”, den mest benyttede i børneflokken! Den let fugtige mosbeklædte skovbund viser sig at gemme på mange forskellige svampe, som undersøges af børn og voksne i fællesskab. Carina har et par regler der gentages, og som er blevet sagt på tidligere ture også:

• Man må ikke spise svampene.
• Hvis man rører ved dem, må man ikke tage fingrene i munden, og man skal under alle omstændigheder have vasket hænderne, når man kommer tilbage.

Der er forskellige måder at undersøge svampene på. Nogle børn rører forsigtigt ved dem, andre plukker svampene, atter andre kigger i bogen sammen med Carina, nogle ser blot på dem og er mere optaget af at opdage flere og nye svampe. Enkelte gange bliver svampene trådt på. Dette bliver gruppen enige om, ikke er så godt, der er ingen grund til at ødelægge svampene. Der tages flere billeder af svampene, både på opfordring fra Carina og af børnene selv.

En gruppe børn har fundet flotte rustfarvede svampe.

Vi er i skoven et godt stykke tid. Børnene finder deres måde at være der på og undersøge. Nogle finder også lidt skrald, som de lægger i den medbragte skraldepose. Et par børn finder deres lille sted og ”gemmer sig”, uden at det dog er langt væk. Omdrejningspunktet er dog svampene og den store diversitet, der er, og at der så mange ny at finde rundt omkring. Det er et rart sted at være, skoven er troldeagtig, lidt mørk, og der er ganske godt læ for den hårde vestenvind. Tiden er ved at være fremskredet, og vi begiver os langsomt tilbage. Carina udbryder: ”Vi nåede slet ikke derhen, som vi egentlig skulle, dér hvor jeg ved, der er mange svampe!”.

 Stemningsbilleder fra skoven vi var på opdagelse i.

Tilbage på grusvejen er nysgerrigheden og længdespring over vandpytter knap så udtalt som på vejen ud, men der er stadig initiativer, og den lave trailer er igen et trækplaster for gruppen.

Ti minutter før vi er nået tilbage til børnehaven, sætter et heftigt regnvejr ind. Børnene søger automatisk mere ind på rækker, flere børn finder en voksen hånd, og omkring kvart i elve er vi tilbage efter knap halvanden times tur i skoven.

De indtryk der står tilbage efter turen er:

• Stor nysgerrighed fra børnenes side.
• En tydelig ramme omkring målet for turen: at finde, se, røre, bestemme og tage billeder af svampe.
• Plads til små grupperinger af børn med hver deres lille univers og opfindsomhed på turen.
• Vådt regntøj!

Tilbage fra tur – spisetid og legepladstid

Tilbage i huset finder børnene, efter overtøjet er hængt på plads og hænderne er vasket, ind i loppernes rum. Her kommer maden ind på et rullebord. Institutionen har en fast ansat til at lave mad i huset. Alle børnegrupper spiser samtidig i hver deres rum. Gruppen, jeg følger, hører en velkendt historie på en lydfil, mens de spiser.

Efter spisetid er det igen blevet tid til at komme ud. Børnene får besked på at tage udendørstøj på, for det rusker stadig godt i træerne udenfor, selvom regnen er næsten ophørt. Denne dag går alle tre børnehavegrupper ud på den store legeplads, mens vuggestuen bliver inden døre.

Vandpytterne, som er overalt, er igen et stort hit blandt børnene. Nogle børn hopper i pytterne, en gruppe bliver optaget af at lave en lille rindende flod fra en stor vandpyt ned ad en let skråning. En anden gruppe børn leder efter regnorme sammen med den pædagogiske leder. Hun fortæller, at de har nogle bestemte steder, hvor der næsten altid er regnorme. På dette sted er der også en gammel stub, hvor en af børnene finder en edderkop. Stubbene har man bevidst ladet stå på matriklen, da de gemmer på dyreliv, som gerne må være en del af børnenes undersøgelser i dagligdagen.

To børn kommer og tager mig i hånden. ”Vil du med i skoven?” spørger de! Vi går ned mod legepladsens ene hjørne, hvor der er træer, krat, buske, små stier, huler mv.

Et udsnit af legepladsens skov

Går man herind, bliver man ”væk”, for man kan ikke se resten af pladsen, og man kan ikke ses af hverken børn eller voksne. Et af børnene ved lige, hvad der er på træerne: ”Det er et kirsebærtræ, det her er fuglebær, her har vi haft brombær, det stikker”. Det andet barn er mere optaget af at vise mig de små stier og de huler, man kan gemme sig i. Inde i ”skoven” gemmer sig også et legestativ og en rutsjebane. I dag er rutsjebanen blevet rigtig hurtig pga. regnen, og det optager børnene. I det hele taget bærer børnenes leg præg af, at de har rigtig meget plads, og at der er mange muligheder på det store areal, der hører institutionen til.

Hvilke ture

Når institutionen tager på ture i naturen, er det stort set altid nærområdet, der benyttes. Skoven vi var i er ofte benyttet, men der er også andre favoritter. Her nævnes bl.a. en nærliggende park, en grusgrav samt tudsesøen. Alt efter årstiden og vejret og hvad den pædagogiske ramme er, vælger de, hvor turen skal gå hen. Nogle gange bestemmer pædagogerne, andre gange er børnene medbestemmende om destination. Fælles for stederne er, at de ligger ret tæt på, så det er let at nå dertil.