Udeskole der bevæger – Number Poems

Skrevet med kridt på vejen
Foto: Anne Hindkjær Andersen

Forløb i engelsk – 6.-9. klasse

Formålet med aktiviteten er, at eleverne udvider deres viden om, hvad lyrik kan være, og hvordan de på baggrund af viden om ordklasser og allitterationer kan bruge miljøer som inspiration til at skrive digte.

I forløbet bruger eleverne naturen som inspiration til at skrive ”Number Poems” der udstillet om ”Poem Bentoes” (se forklaring under Læs mere).

Download forløbet.

 

 

 

 

 

 

Antallet af lektioner vil naturligvis variere afhængigt af, hvor i uderummet ”stedet” skal findes. Det er stedets betydning, der er afgørende i forhold til, hvilke tanker, refleksioner, sanser og følelser underviseren gerne vil have i spil hos eleverne, når de skal skrive deres Number Poems.

Inde (3-4 lektioner)

Forløbet begyndes inde, hvor læreren præsenterer digtformen Number Poems for eleverne. De undersøger to Number Poems (elevark) og forsøger at opstille nogle regler for denne type lyrik. De undersøger også, hvilke ordklasser digtene består af og undersøger allitteration ved at finde tongue twisters på nettet. De øver sig i at sige disse tongue twisters.

Eleverne øver sig i at skrive Number Poems, hvor de bruger de nævnte ordklasser samt allitteration. De læser højt for hinanden.

Ude (Udeskoledag 1 | 2-3 lektioner, samt transport)

Naturområde samt asfalt eller fliser i nærheden. Der skal bruges kridt.

Forklaring af aktiviteten med opgaver til nummer 1–5:

  • Inddel eleverne i grupper af fem, og hver elev får et nummer fra 1–5
  • Alle med nummer 1 skal finde et naturligt objekt, som de får øje på i naturen. NB.: Objektet kan godt være noget, de ikke er i fysisk i stand til at flytte – eksempelvis en sø!
  • Alle med nummer 2 skal finde to ens naturlige objekter, som er anderledes en det objekt, nummer 1 fra gruppen har fundet.
  • Alle med nummer 3 skal finde 3 ens naturlige objekter, som er anderledes end de objekter, nummer 1 og 2 i gruppen har fundet osv.
  • Gruppen præsenterer tingene for hinanden. Objekt 1 skal være i digtets første vers, objekt 2 i andet vers osv. (ordbøger)
  • Gruppen skal nu lave et nummerdigt ud af deres fundne objekter ud fra denne rækkefølge: Number – Adjective – Alliteration – Noun, e.g. “Three green, spiky, conker-cases.”
  • Gruppen skriver deres verselinjer i numerisk orden som et digt. Hver gruppe læser deres Number Poem højt i kor for de andre i klassen. Digtet skrives med kridt på asfalt/fliser eller på papir til at tage med hjem.
  • Fotografer digtene hvis de er skrevet med kridt. Tag de fysiske objekter med hjem til skolen – tag billeder af det, som I ikke kunne tage med hjem. Medbring også blade fra træet.

 

Ude (Udeskoledag 2, eventuelt | 2-3 lektioner, samt transport)

Gennemføres som udeskoledag 1.

Inde (2-3 lektioner)

Tilbage fra udeskolen/udeskolerne arbejder eleverne nu med at skabe ”Poem Bentoes”.

I ”Poem Bentoes” gælder det om at være kreativ og iscenesætte digtet i en kvadratisk form, som man kender det fra Instagram. Poem Bentoes er inspireret af Book Bentoes/Bento Boxes og stammer oprindeligt fra Japan. I den afsluttende aktivitet handler det om at iscenesætte digtet på en måde, som udtrykker gruppens oplevelse af digtet, og som skaber en æstetisk samt visuel fortælling om deres Number Poem.

Eleverne skal nu arbejde med at skabe ”Poem Bentoes”.

  • Eleverne taler om, hvordan deres Poem Bento kan se ud. De må gerne tegne skitser. De fordeler arbejdsopgaver. Dog skal alle være en del af indtalingen.
  • Eleverne skriver digtet flot i hånden
  • De vælger en passende, kvadratisk baggrund, hvor på de lægger digtet. De skal gøre brug af de indsamlede objekter men også finde andre ting, som er med til at fortælle deres oplevelse af digtet. Når eleverne er tilfredse med udtrykket, tager de et foto af det færdige resultat.
  • Eleverne optager en lydfil, hvor de i fællesskab læser digtet, som de gjorde på udeskolen.
  • Lav en QR-kode med lydfilen og monter den i hjørnet af jeres Poem Bento og laminer.
  • Udstil jeres billeder.
  • Lyt til hinandens digte.

 

 

Forløbet evalueres mundtligt sammen med eleverne hjemme i klassen. Til evalueringen anvendes plenumevaluering, hvor læreren får feedback fra hele gruppen samtidig (ca. 15 min.):

  • Læreren forbereder relevante spørgsmål til eleverne
  • Eleverne svarer, og læreren skriver notater på tavlen. Læreren beder eleverne om at give de stikord, som skal skrives på tavlen.

Evalueringsformen vil give et indblik i elevernes egne oplevelser og refleksioner over egen læring, undervisningens indhold, arbejdsmetoder, trivsel osv. Metoden giver både læreren og eleverne et indblik i enkelte elevers holdninger samt overblik over hele klassens holdning.

 

 

Forløbet kan også laves tværfagligt mellem idræt og engelsk. Her vil skoven kunne bruges til en slags skovatletik, hvor bevægelserne bliver ”objekterne”, som skal samles ind.

Eksempelvis 1 plain painfull push-up, 2 sad, silly squat jumps, 3 tormenting, tiring triple jumps, 4 superb, splendid somersaults, 5 low, leaping, long jumps. Eleverne udfører fysisk digtene.

 

 

 

 


Forløbet er udarbejdet af Anne Hindkjær Andersen fra Udefriskolen og redigeret af udeskolekonsulent Charlotte Åsell Pedersen.




Projektet Udeskole der bevæger er muliggjort med Børne- og Undervisningsministeriets udlodningsmidler til undervisning 2020

Logopark