Så kom regnen...
Af Karen Barfod.
Efter den første uge med strålende sol og tørvejr af genåbningen af skolerne kommer der nu regnfyldte dage. Og det giver endnu flere udfordringer for jer, der arbejder ude med børnene
Her kommer nogle refleksioner over praktiske og pædagogiske løsninger, der knytter sig til de grundlæggende elementer: Varm, tør, – og læring.
Vælg det bedste læ-sted
Der er både rent praktiske ting der kan gøres: Hvis I kan vælge et sted I skal være ude, så vælg gerne et sted mellem træer – helst nåletræer, og vær opmærksom på om det er muligt at finde læ. Selv et lille hegn giver godt med læ, og det luner.
Taskerne i tørvejr
Hvis det er muligt, så få elevernes tasker op et tørt sted – jeg har lavet et ’tasketræ’ af et udrangeret juletræ der er bundet op mellem to træer – så kan eleverne hænge taskerne op så de ikke bliver våde i bunden.
Tørre tæer = glade børn
Sker det, at elevernes fodtøj ikke er tilstrækkeligt, så kan du (inden de bliver våde) tage en rulle 4 liters fryseposer med, og så bede eleverne om at tage skoen af, en pose på foden uden på strømpen og så skoen på igen. Er tæerne blevet våde, er det bedste at have ti par billige tennissokker med, så eleven kan få tørre sokker på – frysepose – og så skoen på igen.
Aktiviteter der giver varmen
Der er også pædagogiske tiltag med ikke at planlægge for meget stille-siddende arbejde. Elever der fryser kan krybe sammen og kommer let til at fryse endnu mere. Så derfor skal du tænke på både at undervisningsaktiviteten medfører bevægelse, fx at eleverne skal skridte 100 meter ud, eller lave bogstaver med hele kroppen, eller walk-and-talk omkring en læst/oplæst tekst. Og hav så gerne et par bevægelseslege forberedt, helst ikke nogen der er for indviklede, og helst nogle eleverne kender fra gang til gang så de er hurtige at sætte i gang. Det kan være fangelege, kamplege og stafetter på små hold, altså lege med højt aktivitetsniveau, som almindeligt tik, kædetagfat, hoppe, hinke, trækkelege der sætter varme i kroppen.
Det er svært at skrive og læse i regnvejr, selvfølgeligt kan det hjælpe at laminere opgaveark, men ellers kan det være en fordel i regnvejr at arbejde med andre udtryksformer end den skriftlige, fx mundtlige eller kropslige. Og skal der skrives noter, så kan almindelige blyanter skrive – også på vådt papir. Og en billig ’kina-bog’ giver et godt underlag.
Der er nok at tage fat på, særligt når det regner.
Huskeliste
- En rulle 4 liters poser
- En stak billige tennissokker
- Et tasketræ
- Et par gode bevægelseslege
- Blyanter.